Skemaet holder til onsdag

Om hvorfor planen bliver mødt som et krav, og om hvornår "vi skal først have ro" holder op med at være en rækkefølge

Det vigtigste kort fortalt

• En plan er også et krav. Uden for vinduet lander den som endnu et krav og ikke som hjælp.
• Det er en rækkefølge og ikke et valg. Planen skal stadig laves, den skal lægges bagefter.
• Aktivering falder af færre skift, færre uafklarede detaljer og færre samtidige krav. Det arbejde er ikke gratis, det er flyttet fra barnet til den voksne.
• De børn, der taber mest på en droppet plan, er dem med de svageste eksekutive funktioner.
• Er der ikke aftalt et tidspunkt for planen, er rækkefølgen holdt op med at være en rækkefølge.

Klokken er 16.40 om onsdagen, og skemaet hænger på køleskabet. Ingen har kigget på det siden mandag.

Det er ellers et godt skema. Lektierne ligger før skærmen og ikke efter. Der står, hvad der sker klokken 16, og hvad der sker klokken 17. Tasken har fået sin egen tid.

Mandag gik det. Tirsdag gik halvdelen. I morgen er det væk.

Den nærliggende konklusion er, at skemaet var forkert. Den næste er, at barnet ikke vil. Der findes en tredje, og den handler hverken om skemaets indhold eller om barnets vilje, men om hvornår skemaet blev taget i brug.

En plan er også et krav

Det er ikke gratis at tage imod en plan. Den skal læses. Den skal holdes i hovedet, mens man laver noget andet. Afstanden mellem den og det, man er i gang med, skal mærkes, uden at man opgiver.

Det er arbejde, og det er præcis den slags arbejde, eksekutive funktioner står for. At skifte væk fra det, man er optaget af. At holde et mål oppe i hovedet. At mærke tiden gå.

Hos et barn i god form er den regning så lille, at ingen lægger mærke til den. Hos et barn, hvis system i forvejen kører for højt eller for lavt, er den ikke lille, og så er skemaet ikke en aflastning, men endnu en ting foran barnet.

Og så sker det, der ligner trods. Barnet reagerer på hjælpen, som var det et krav, formentlig fordi det for barnet var et krav.

Hvad der sker uden for vinduet

Vinduet for tolerance er det interval af aktivering, hvor et menneske kan tænke, lære og samarbejde. Over vinduet er kroppen i beredskab, opmærksomheden bliver smal, og evnen til at holde flere ting i hovedet ad gangen falder. Under vinduet er der ingen kraft til at sætte noget i gang. Den kraftige udgave af den første tilstand er beskrevet i Meltdown og sensorisk overbelastning.

Uden for vinduet er de funktioner, planen skal bruge for at virke, netop dem, der er sværest at få fat i. Skemaet henvender sig til den del af hjernen, der er optaget af noget andet.

Derfor er det ikke et bedre skema, der mangler, men et tidspunkt, hvor skemaet kan nå frem.

Rækkefølgen er ikke et valg

Det her er ikke et argument for at lade være med at lægge planer. Det er et argument om rækkefølge.

Planen bliver ikke droppet, den bliver flyttet bagom tilstanden. Først falder aktiveringen, og først derefter bliver der lagt en plan. Det er den samme plan, den samme aften og de samme voksne. Det eneste, der har flyttet sig, er hvad der kommer først.

Grunden til, at rækkefølgen betyder noget, er, at et barns nervesystem i høj grad regulerer sig ved at låne ro af et andet nervesystem. Det hedder co-regulering, og det er ikke en teknik, man udfører på barnet. Det begynder med den voksnes eget nervesystem, og det kræver, at kravene i rummet er få nok til, at der er plads til det.

Sådan sænker man aktivering på en almindelig tirsdag

Det svære ved sætningen "sænk aktiveringen" er, at den let bliver til endnu en opgave for en voksen, der ikke har mere at give. Ingen af de fem ting herunder er en ny rutine, der skal indføres og huskes. Men de er ikke gratis. At afgøre aftensmaden på forhånd, aflyse turen og holde to krav inde i munden er arbejde, der bliver taget af barnet og lagt på den voksne. Det koster noget den aften, og det er billigere end den konflikt, der ellers kommer. Så kan du selv vælge.

Ét skift færre. Hvert skift mellem to aktiviteter koster på det, der i forvejen er dyrest. En aflyst tur. En indkøbstur der bliver til i morgen. Det er ikke overgangen, der skal gøres blødere. Det er antallet af overgange.

Én uafklaret detalje færre. Et åbent spørgsmål bliver hængende i systemet, indtil det er afgjort. Hvad der er til aftensmad, hvornår vi tager af sted, om onkel kommer med. Den voksne kan afgøre dem på forhånd.

Ét krav ad gangen. Tre krav sagt i samme sætning bliver til ét stort krav uden begyndelse. Tages to af dem ud af aftenen, står det tredje alene og er ikke længere en bunke.

Færre ord. Begrundelsen, gentagelsen og den venlige forklaring er indhold, der skal behandles. Over vinduet bliver de ikke hørt som omsorg, de bliver hørt som mere. Det, der fjernes, er forklaringen, ikke kontakten.

Én ting mindre på dagen. Ikke udskudt til i morgen, hvor den ligger og fylder, men taget helt af listen. Det er det eneste af de fem, der frigør tid og ikke kun opmærksomhed.

De fem gælder barnet, der kører for højt. Et barn under vinduet ligner ligegyldighed udefra, og der hjælper færre ord og en tømt eftermiddag ikke. Det forstærker nedlukningen. Den modsatte bevægelse skal til, og den er lige så lille. Noget at spise. En tur rundt om blokken. Mere lys. En hånd på ryggen. Noget at lave sammen uden krav om samtale. De to retninger er beskrevet hver for sig i Værktøjskassen til regulering.

Planen bagefter er en anden plan

Når aktiveringen er faldet, og planen kommer frem, er den sjældent den samme som den, der hang på køleskabet.

Den er kortere. Skemaet dækkede fem dage og havde punkter til hver time. Den plan, der holder på en dårlig onsdag, har to eller tre punkter og kender forskel på det, der skal nås, og det, der må falde væk. Den har også en udgave til dårlige dage, aftalt mens tingene var rolige.

Den er lagt sammen med barnet frem for til barnet. Det er ikke en høflighedsform. Et barn kan give oplysninger om, hvor planen knækker, som ingen voksen kan gætte sig til, og en plan, der ikke tager højde for det sted, knækker samme sted igen. Fremgangsmåden er beskrevet i Hverdagsstrategier til 2E-familien og for længere perioder i Struktur i en svær periode.

Når det andet led aldrig kommer

"Vi skal først have ro" er en rækkefølge, og en rækkefølge har to led. I det øjeblik det andet led aldrig kommer, er sætningen holdt op med at beskrive en rækkefølge. Den beskriver nu en tilstand, familien er blevet boende i.

Der er tre grunde til, at planen ikke kommer frem, og de ligner hinanden udefra. Den ene er, at det er nemmest at lade være i dag. Den anden er, at der aldrig blev sagt hvornår. Den tredje er, at planen har været fremme elleve gange og er blevet revet ned hver gang, indtil den voksne holdt op. Den tredje er ikke en undskyldning. Den er et sted, hvor en familie ikke kommer videre alene, og hvor næste skridt er nogen udefra. Forberedelsen til den samtale står i Forberedelse til PPR-møde.

Det sker uden at nogen beslutter det. Roen føles som fremskridt, fordi den er det modsatte af de aftener, der gik galt, og hver gang planen kunne have været lagt, er der en rimelig grund til at vente. Hver enkelt udsættelse giver mening. Efter nogle måneder er kravene lave, konflikterne få, og intet ændrer sig.

Det er værd at være konkret om, hvem der betaler for det. De børn, der taber mest på en droppet plan, er dem med de svageste eksekutive funktioner. Et barn, der selv kan skabe struktur, klarer sig et stykke tid uden. Et barn, der ikke kan, får ikke frihed, når strukturen forsvinder. Det får en dag uden holdepunkter, hvor det selv skal producere alt det, en ydre ramme ellers leverede, og det er en af de mest belastende situationer, man kan sætte den gruppe i. Udefra ligner den ro, fordi der ikke er noget at komme i konflikt om. Sammenhængen er beskrevet i Eksekutive funktioner og Low Arousal: overblikket.

Der findes ikke et præcist tidspunkt, hvor rækkefølgen er tippet. To til tre uger, hvor planen ikke har været fremme, er et pejlemærke og ikke en frist. Det afgørende er ikke længden, men om der findes et aftalt tidspunkt.

To fejl, og noget der ikke er en fejl

Planen, der kommer for tidligt, bliver lagt frem, hvor barnet ikke har noget at læse den med. Prisen er synlig samme aften. Der er en diskussion, planen ryger på gulvet, og næste gang der kommer et stykke papir frem, ved barnet allerede, hvad det er. Den fejl er beskrevet fra en anden vinkel i Tre slags "jeg kan ikke komme i gang".

Planen, der aldrig kommer, koster ikke noget synligt samme aften. Den betales over måneder, og den rammer hårdest der, hvor de eksekutive funktioner er svagest.

Og så er der den tredje, som ikke er en fejl. Familien, der har lagt planen elleve gange og set den blive revet ned hver gang, har ikke ramt det forkerte tidspunkt. Den mangler nogen udefra.

For de to første er spørgsmålet ikke, om der er ro nok i huset. Det er, hvornår planen skal frem, og om nogen har sagt det højt.

Kilder

• Daniel J. Siegel: The Developing Mind (1999). Den oprindelige beskrivelse af vinduet for tolerance.
• Bo Hejlskov Elvén: Kort & godt om KONFLIKTER & LOW AROUSAL (2018). Om at sænke tryk, tempo og krav som forudsætning for samarbejde frem for som belønning for det.
• Susan Hart: Betydningen af samhørighed (2006). Om at barnets nervesystem modnes gennem den regulering, det låner af en voksen.
• Ross W. Greene: Det eksplosive barn (2017). Om fælles proaktiv problemløsning, herunder at løsninger lægges uden for situationen og sammen med barnet.
• Signe Erritzøe: Fra selvkontrol til selvregulering (2024). Om forskellen på at holde sig selv i skak og at kunne regulere.